Jeg arbejder og lever udfra ét overordnet princip. Klar? Ehrm…

” Ret kroppen op. Ret livet op. Skal dit liv rettes os, må du først rette dig selv op”

Er der en ting som mennesker har svært ved, så er det ved den søde grød at ændre vaner. Ændre det vi plejer. Det vi kender. Og er der én ting som gør netop kunsten i at have et aktivt fysisk liv svært, så er det at træning og ture ofte resulterer i ømhed og håbløshed de første måneder. Av for den lede.

Kroppen og livet hænger uløseligt sammen. Og her snakker vi ikke stjernetegn og magi. Det er rent og skær atomer, fysik, biologi og energi. Alt sammen det som udgør alt lige fra blomsten, til dig, til stjernen oppe på det sorte lærrede. Det hele er flettet sammen i al sin reneste fakta og virkelighed.

Sofarytteren

Det er en varm eftermiddag omkring 2021. Solen står højt og jeg er inde for at lave aktiviteter hos et rehabiliteringscenter for både unge og ældre på Frederiksberg. Jeg skal ha en midaldrende kvinde, Birte med. Der er blot den lille udfordring. Birte er ufattelig stædig, en smule mageligt anlagt og så har hun den gave der hedder autisme. Hvorfor er det en gave Simon? Godt du spørg!

Fordi Birte er et pragtfuld eksempel på autismes vidunderlige fordele. Dedikation. Vedholdenhed. Når først der er trykket på startknappen og med et klart mål forude, så kører det bare.

Der går noget tid. Birte kommer op af sofaen. Men hun gør det. Ét fordi jeg efterhånden kender hende og omvendt. To fordi som tidligere nævnt, vi har en plan for vanviddet.

Det er uhyggeligt tydeligt at se forskel på Birtes overskud. Når ikke hun holder sig i gang så svinder energi og lyst. Så snart vi kommer tilbage på sporet af ture, træning og et generelt aktivt liv så udvikler hun sig lynhurtigt og har lyst til livet.

Og det er hvad vi mennesker, du og jeg, skal forstå. Livet er den størrelse du er i dig selv. Ligger du dig på sofaen og har ondt i livet. Så bliver livet også der efter. Beklager meget. Men på den anden side. Når vi retter ryggen. Søger hjælpen. Erkender og accepterer at en sofarytter ikke er noget særlig spændende liv at se tilbage på, så blomstrer livet hurtigere end vi forstår.

Klokken nærmer sig 17. Solen hænger stadig lunt og godt på det lyseblå lærrede. Birte og de andre har haft en fabelagtig dag med træning og tur i det københavnske. En dag med fællesskab og mening. En dag hvor vi gjorde akkurat det jeg engang fik fortalt og som jeg praktiserer hver dag

“gør det bedste i alt du er, vær den bedste i alt du gør, fordi du kun får én af i dag”

Birte kigger på mig. Du var sgu hård i dag!

Jeg kigger på Birte. Det var du os!

Men ved du hvad? Hun smiler.

Nej… fortæl, fortæl min ven!

Hun kigger ud over haven. Tænk engang. Jeg ville have ligger på den sofa. Spildt min dag. Haft ondt af mig selv. Haft ondt i ryggen og røven af at ligge. Nu er jeg her. Har hat en utrolig dag…

Hun er stille. Jeg tror jeg går mig en lille tur i byen igen.